København anno 1805

Når vi fortæller om Danmarks historie, tager vi for det meste udgangspunkt i Konger, Dronninger, Prinser og Prinsesser, og de privilegerede klasser.

Med byvandringen ’Midt om natten’ vender vi rundt på begreberne, og fortæller historien om ’de små mennesker’ i samfundet. De der levede fra ‘hånden til munden’, om gadens eksistenser, vægterne, natmænd, gadehandlere, svindlere, lurendrejere, ludere og alle da andre almindelige mennesker, der levede på og af gaden.

I denne artikel sætter vi scenen til København 1805, her og der, melder der sig nok en tanke hos dig, om en parallel til vores tid! Men det, og meget mere kan du høre om på byvandringen ‘Midt om natten’ (køb billet)  

—oo—

I 1805 lå København stadig bag et mægtigt voldanlæg, som fulgte vore dages voldgader. Hvor København, på Christian IV’s tid var domineret af lave, skæve bindingsværkshuse, og nogle købmandsgårde med takkede gavle, var København nu en moderne by, med fine grundmurede huse i to og tre etager, opført i den klassicistiske stil. Det var ikke længere kun kirkerne der var synlige uden for volden, men hele den ganske by.

Branden i 1795 havde gjort sit til fornyelsen af København, som i 1805 stort set var færdig bygget, hvis vi lige ser bort fra byens to store byggeprojekter, det nye Råd – og Domhus på Gammeltorv/Nytorv, og Christiansborg Slot på Slotsholmen. Københavnerne, havde stadig bybranden, slotsbranden og Slaget på Reden i frisk erindring, oplevede fremgangs tider. De rige købmænd kappedes om, at opføre det ene pragtpalæ efter det andet. De gamle nedslidte bindingsværkshuse, var enten brændt eller revet ned, for at give plads til større og bedre lejlighedskomplekser, hvis ’menigmand da ellers havde råd til at betale huslejen’. Derfor endte ’mang en menigmand’ ude på Christianshavn, hvor det stadig var muligt, at få et usselt kvistværelse eller et fugtigt kælderrum ’for en daler’.

Krigene rasede i Europa, men Danmark forholdt sig neutralt. Neutraliteten krævede imidlertid, at Danmark viste ’piggene’. Hovedhæren stod i Holsten, men København havde stadigvæk forsørgerpligten, over Københavns garnison, og den mægtige flåde, som i 1805 nød en mytisk berømmelse, i kraft af præstationen i 1801, mod den navnkundige Lord Nelson, som havde rost os så flot. Der herskede en bitter anti-engelske stemning i København, og spurgte du, om ’nogen var frisk på et spil Wist’, i en krostue i København, var der i bedste fald stilhed – I værste fald, fik du ’nogen på låget’.

Soldater og søfolk bød sig til, med tilfældigt forefaldende arbejde på byens gadehjørner, som supplement til militærlønnen. Som tilflytter fra landet, uden fæste, skulle du se dig for, når du tilbød din arbejdskraft, for sømænd og soldater havde, i kraft af deres antal, erobret de fordelagtige hjørner, og her sad knytnæverne løse for dem, der ikke var en del af tjenesten.

For de kvindelige tilflyttere, var mødet med det københavnske arbejdsmarked, ikke altid det, de havde drømt om. Ganske vist havde mange af pigerne sikret sig fæste, som stuepige hos en borger eller serveringspige på en kro. Men ved siden af jobbet, var der også forventning om, at pigen udførte andre ydelser ’efter behov’. Hvis pigerne nægtede at udføre disse ’ydelser’, mistede de deres plads og blev endnu dårligere stillet, da ingen ’ordentlige folk’, ville tage en pige ’direkte fra gaden’ uden anbefalinger’.

Selvom København var vokset i højden, og husene var blevet flotte og ensartede, var gaden stadigvæk et virvar af folk, gadehandlere, ludere, svindlere og lurendrejere, og den berygtede rendesten, der stank af affald, fra både mennesker og dyr.

Hvor det i dag er naturligt, at en by som København bliver livlig efter mørkets frembrud, var situationen en noget anden i 1805. Her herskede en nattekonduite, en slags udgangsforbud. Når mørket faldt på, og vægteren sang sit første vers, havde menigmand intet længere at gøre på gaden. Personer der blev antruffet ’skulle forklare sig’, og blev fulgt hjem, eller ført til arresten på Gammeltorv/Nytorv.

By | 2015-10-02T08:38:24+00:00 oktober 2nd, 2015|