Har bibliotekaren spillet fallit?

Da jeg gik i 5. klasse blev jeg låst inde på mit lokale folkebibliotek. Jeg var så opslugt af den tegneserie, jeg sad med, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at lysene var blevet slukkede og biblioteket forladt. Havde det ikke været for bibliotekarerne, der holdt fyraftensmøde, var jeg nok ikke kommet ud derfra, før nattevagten var kommet forbi.

Politiken offentliggjorde i november en liste over, hvilke job der er i fare for at blive automatiseret inden for de næste 20 år. Her står bibliotekarer med en risiko på 65 % for at ende i glemslen og være erstattet af computere og robotter.

Udviklingen er allerede godt på vej, og bibliotekarerne ved det godt selv. Det er derfor, at flere og flere borgerservicecentre er rykket ind på folkebibliotekerne, og du nu her ikke bare kan låne bøger, men også få nyt pas, brevstemme ved valg og meget andet, som før lå hos bl.a. politiet eller hos socialkontorerne.

Og når du faktisk låner bøger på biblioteket i dag, har du så overhovedet kontakt til en bibliotekar? Jeg har ikke. Jeg bestiller de bøger, jeg ønsker, via nettet, får en mail, når de er klar, og på biblioteket står jeg selv for at køre dem gennem scanneren, så mine lån registreres, ligesom jeg også selv scanner dem til aflevering en måned senere.

Oven i alt dette har jeg lige fået aftenadgang til min lokale bibliotek, så jeg slipper for at tilpasse mig den normale åbningstid, og i stedet kan jeg nu låne og aflevere bøger kl. 21, hvis det passer bedre ind i mit skema.

Samtidig lever vi efterhånden i en verden, hvor fordybelse og research er et levn fra gamle dage. Har jeg brug for oplysninger, søger jeg på nettet, primært Google, og selvom det ikke er comme il faut at indrømme, får jeg efterhånden en hel del af mine oplysninger fra Wikipedia-opslag.

Kan jeg ikke nøjes med de korte netopslag, men har brug for en specifik bog, finder jeg den selv i de mange biblioteksdatabaser som bibliotek.dk, kb.dk eller jeg laver en søgning hos boghandlerne, f.eks. amazon.co.uk eller saxo.com.

Som regel har jeg en titel eller en forfatter at gå efter, men selv med en fritekstsøgning kan jeg ofte og hurtigt finde de bøger eller artikler, jeg har brug for, uden at involvere en ekspert – altså bibliotekaren – i min research. Eller jeg spørger mine Facebook-venner.

Og jeg er langt fra den eneste, der i dag klarer sin informationssøgning uden hjælp. Så selvom listen fra Politiken måske skal tages med et gran salt, og selvom den er lavet ud fra det amerikanske arbejdsmarked, er den ikke helt utroværdig.

Hvad skal vi dog bruge en bibliotekar til fremover? Når al information er tilgængelig for alle, hvorfor har vi så brug for eksperter i informationssøgning? Og når vi med aftenadgang nu har adgang til bibliotekerne uden for normal åbningstid og selv klarer rugbrødsarbejdet med at registrere lån og afleveringer, har bibliotekaren så ikke for længst spillet fallit?

Bibliotekaren kan selvfølgelig hjælpe folk med at søge de korrekte informationer – sådan at al viden, vi får ind, ikke kun kommer fra Wikipedia. Eller det, der er værre. Men det kan den veluddannede folkeskolelærer, pædagog eller andre også hjælpe med. Jeg er selv uddannet historiker, og en af mine spidskompetencer er – fuldstændig lige som bibliotekarens – at kunne finde og behandle data samt forholde mig kritisk til dem. Det er altså på ingen måde bibliotekarens monopol at være ekspert i informationssøgning.

Jeg ønsker derfor ikke at ville bevare bibliotekaren for enhver pris. Jeg er enig med listen fra Politiken i, at bibliotekaren hænger i en tynd tråd på fremtidens arbejdsmarked.

Hvad er det så, bibliotekaren kan, som vi andre ikke kan? De kan give os inspiration! Inspiration via ny viden, nye forfatterskaber og nye fantastiske oplevelser gennem bøger, film og billeder. Vi har brug for den autoritet, bibliotekaren giver os via sin viden og sin faglighed, til at lade os inspirere og til at turde tro på, at vi kan give os i kast med ny litteratur, som ligger bare lidt uden for vores comfort zone.

For hvem skulle ellers overbevise os om at prøve noget nyt? De fleste af os leger med lige børn, så leger vi jo bedst, men det betyder også, at vi læser de samme bøger, ser de samme film, og går til de samme udstillinger. Men vi har trods alt stadig så meget respekt for faglighed, at vi tror på bibliotekaren, når hun fortæller os, at denne bog, dette forfatterskab, det er det nye sort. Og at vi vil elske det.

Vi har altså brug for dem de gange, hvor vi ikke reserverer bøger på forhånd, men går på biblioteket for at blive inspireret af nye forfatterskaber og nye fagområder, og hvor bibliotekaren kan lede os i den rigtige retning ud fra vores tidligere præferencer.

Bibliotekaren åbner nye verdener for os. Og vi tror på hende, fordi hun gør det uden bagtanker, og ikke ud fra ønsker om profit, som Facebooks, Googles og netboghandlerens ’relaterede anbefalinger’ alt for ofte gør.

Personligt har jeg har brug for bibliotekarer som Birthe på min gamle folkeskole, der blev ved at sige til mig, at jeg skulle læse en specifik bog, og at jeg ikke måtte lade mig afvise af den usædvanligt grimme forside. Og hun havde helt ret, da jeg først lånte bogen med hjem, blev den læst tre gange på en weekend.

Jeg har brug for bibliotekarerne på mit folkebibliotek, som ud fra stikordene ”måske Selma Lagerlöf”, og ”en pige på en fattiggård” genfandt bogen “Suser min lind, synger min nattergal til mig”. En bog som egentlig er skrevet af Astrid Lindgren, og som jeg huskede fra min barndom, men som ingen Google-søgning eller lignende kunne finde til mig ud fra de nævnte (og forkerte) stikord.

Og jeg har brug for de bibliotekarer, der sidder på chatten hos bibliotek.dk, og som – fra beskeden ”en tegneserie, måske egentlig en graphic novel, om børnehjemsbørn i Francos Spanien, jeg husker at der var to bind” – på mindre end tre minutter og i første forsøg skriver tilbage til mig med forfatternavn, titel, årstal og forlag på de danske udgaver.

Og så har jeg brug for de bibliotekarer, der bare syntes, det var hyggeligt, at jeg i 4. og 5. klasse brugte fem ud af seks åbningsdage på biblioteket, som fortalte mig, at når jeg syntes om denne forfatter, dette emne eller denne genre, så skulle jeg måske også give mig i kast med dette og hint, og som tog hjerteligt imod alle de andre stille piger fra lokalområdet og syntes, at vores kærlighed til bøger var fantastisk. De bibliotekarer, der gav os et sted at være, uden at vi skulle høre på, at vi var kedelige bogorme. Og som lukkede os ud igen, når vi fortabt i bøgernes verden var blevet låst inde.

By | 2017-03-26T10:58:30+00:00 december 4th, 2014|