Familien i tiden

af Linda – pædagog og tidligere institutionsleder

Forældre i dag er usikre på, hvad der er rigtigt for deres børn i forhold til opdragelse. Vi kan ikke længere anvende den opdragelse man tidligere brugte, hvor det var forældrene der bestemte, og mor og far havde forskellige roller. Far gik på arbejdet og mor var hjemme og passe børnene. Samfundet har forandret sig, og der stilles nye krav til forældrene, de skal være mere tydelige i deres krav, være en autoritet, samtidig med, at de skal være anerkendende og bevare den gode tætte tilknytning. Opdragelse i dag kræver, at den voksne har indlevelsesevne, viser omsorg, og er i stand til at se, hvad barnet er modent til at forstå og modtage. Samtidig er begge forældre på arbejdsmarkedet.


Hvordan griber vi de nye udfordringer an?

Fagkundskaben peger på, at opdragelse er helt afgørende, ikke kæft trit og retning, smæk og lussinger, men i stedet inddragelse, og medbestemmelse. Det skal forstås derhen, at du gennem dialog inddrager dit barn i familiens opgaver – men naturligvis tilpasset dit barns alder, samt at barnet bliver favnet, hvis udfordringerne skulle blive for store.

Al opdragelse tager tid, og kræver mange gentagelser, børn skynder sig langsomt, de skal have tid til at lære. Det er vigtigt, at du tager en ting af gangen. Når man er lille, skal man lære at sidde rigtigt ved bordet, senere er det vigtigt, at man lærer at tale ordentligt, dette skal læres i et anerkendende miljø. Det er fint du læser om børneopdragelse, men lige så vigtigt er det, at du som far og mor, bliver enige om, hvordan I gerne vil opdrage jeres børn, og ud fra det står fast på jeres holdninger.

John Aasted Halse* siger i sin nye bog om ’Den nødvendige opdragelse’, at uanset om vi opdrager på børnene eller ej, vil de alligevel blive opdraget hele tiden. Mange kender vendingen ”Du skal ikke gøre, som jeg gør, men som jeg siger”. Resultatet på længere sigt er, at børnene gør som de voksne. De formes og dannes af alt, hvad der sker omkring dem og ikke mindst af de nære voksne. Børn lærer at tale ordentligt, spise pænt, og rydde op efter sig, hvis forældrene gør det. De samme mønstre ses i skoler og børnehaver, når der er respekt og anerkendelse overfor børnene, opstår der over tid en gensidig respekt, og det smitter positivt af på de øvrige børn. De sociale relationer styrkes og fællesskabet bliver dannet imellem børn og voksne.

Rollerne i familien, var før i tiden præget af faste stive roller, far og mor bestemte og lavede de regler, der var gældende for familien. Det var undertrykkende, men også trygt, for alle kendte deres plads. I dag har vi mere flydende rammer, og derfor også mere uklare grænser. Når grænserne er flydende, bliver den enkeltes opgave uklar, og det kan være svært at udføre sin opgave. Både børn og voksne har brug for grænser og rammer for at udføre de relevante opgaver.

John Halse* møder ofte familier i sin praksis, hvor grænserne mellem familiemedlemmerne er mere eller mindre udvisket. Den naturlige gruppering er der ikke. For eksempel, barnet får lov til at bestemme når far ikke er hjemme, eller forældre inddrager børnene i hvilken bil de skal købe. Store søskende har fået overdraget forældrerollen. Børnene bliver konfronteret med alt for mange store spørgsmål og bliver usikre og forvirrede. De kommer til at mangle de voksne, der tager beslutningerne.
Det er positivt, at vi eksperimenterer med vores roller, men det bliver negativt, hvis vi ikke får defineret nogle brugbare og stabile roller, hvor der er forskel på børn og voksne.

Ros kan nydes med det samme, ris skal koges i 10 minutter

Som pædagog gennem mange år, kan jeg tilslutte mig John Halses synspunkt om opdragelse, og den anerkendende tilgang til børn. Et eksempel fra min virkelighed var drengen Mads, der boede alene med sin mor.

Jeg overværede en dag, at Mads blev hentet i institutionen af sin mor. Han blev skældt voldsomt ud, fordi han havde glemt flere af sine ting i børnehaveklassen. Da jeg de følgende dage oplevede gentagelser af optrinet, tænkte jeg på, hvordan det var at være Mads, og hvor svært det måtte være, hver dag at gå hjem med en sur mor.
Derfor besluttede jeg mig for at handle på problemstillingen. Jeg tilbød ham, at hjælpe ham med, at lære at huske sine ting. Vi aftalte, at han hver dag efter skole kom til mig, så vi sammen kunne gennemgå, hvad han havde haft med i skole om morgenen. Efter 2-3 uger huskede Mads sine ting, og jeg var naturligvis meget spændt på moderens reaktion, men der kom ingen!

En morgen, spurgte jeg moderen, mens Mads hørte på det, om hun ikke havde lagt mærke til at noget var forandret, når hun hentede Mads? Lidt tøvende svarede hun: neeeej. Da jeg fortalte hende, at Mads havde lært at huske sine ting, var hendes eneste kommentar, ’det skulle lærerne og pædagogerne have lært ham for længe siden’.
Jeg gik rimelig hårdt til denne mor, og fortalte hende, hvorfor det ville være på sin plads med meget ros og anerkendelse. Da jeg forlod dem, hørte jeg moderen rose Mads, og da de, hånd i hånd, gik over legepladsen, kunne jeg se glæden i drengens øjne.

Tålmodighed og gentagelser

Skal man ændre på børns opdragelse, har de brug for synlige voksne til at fortælle, hvad vi gerne vil have dem til. Et andet eksempel, der kan illustrere problematikken; når børnene kom fra skole, skulle de stille deres tasker i deres garderober, men børnene havde kollektivt besluttet, at smide skoletaskerne midt på gulvet. For at få orden i kaos, placerede vi en voksen i garderoben når børnene kom fra skole. I løbet af 14 dage, og med ’kyndig vejledning’, tålmodighed og mange gentagelser, lykkedes det, at opdrage børnene til at sætte deres tasker i deres garderober, og alle var glade.

Når børn kommer i konflikt med hinanden, er det ofte vigtigt, at der er en voksen til at hjælpe dem med at finde ud af, hvad der egentlig skete. Det vigtigste for børnene er, at begge parter bliver hørt, så børnene kan få sat ord på, hvor uenigheden opstod. Den voksne kan hjælpe dem med, at finde løsninger, så det bliver nemmere en anden gang selv at løse konflikter. Den måde at løse konflikter på, er med til at hjælpe børnene til, at få en forståelse af andre børn, og hermed styrke fællesskabet. Jeg har igennem mange år oplevet, at hvis der bliver taget hånd om konflikterne imellem børnene, går de for det meste fra hinanden, glade og tilfredse efter de har givet hinanden hånden. Retfærdighed og anerkendelse er forudsætning for, at de kan komme videre med legen og det gode venskab.

Hvad siger børnene selv?

Børneråddet har i 2007 spurgt børnene om deres syn på opdragelse. Opdragelse set i børnehøjde udtrykkes sådan her: Børn vil have forståelse fra deres forældre, de vil respekteres og tages alvorligt. Børnene giver udtryk for, at skældud og hårdhændet behandling er meget ubehageligt.
Børn er meget socialt orienteret, og de vigtigste opdragelsesværdier er:

  • Socialisering
  • Velopdragen
  • Faglige kvalifikationer

Børnene giver udtryk for, at det er svært når forældrene er uenige og samtidig betragter de forældrene som rollemodeller.
Desværre er det stadig sådan, at skældud er en almindelig opdragelsespraksis, og korporlig afstraffelse er stadig et vilkår for 13 procent af danske børn. Revselsesretten er afskaffet, og det er ulovligt at slå børn.

Er ’skældud’ en løsning?

”Jeg har ondt inde i mig – det er ligesom at slå med stemmer.” Sådan siger 5-6 årige børn om skældud.

Ingen – heller ikke voksne – bryder sig om, at blive skældt ud af andre. At blive skældt ud er smertefuldt og ydmygende. De fleste er enige om, at skældud ikke virker. Alligevel bruges skældud nærmest som en selvfølgelighed, noget uundgåeligt i vores samfund. Lad os blive bedre til at undgå skældud!

Per Schultz Jørgensen* siger: “Vi må nydefinere ordet opdragelse, og som forældre have mod til at opdrage, og derfor også have mod til at være tydelige rollemodeller for børn, så de kan udvikle en indre værdi og karaktertræk, der kan støtte dem i både at yde modstand og skridt for skridt at nå til personlig integritet.”

Familieliv versus arbejdsliv

I disse år flyder arbejdsliv og familieliv sammen, båret frem af teknologiske landvindinger, der indebærer mobilitet og fleksibilitet. Forældrene har mulighed for at tage arbejdet med hjem. Vi har fået sociale medier, der er en virtuel måde at vedligeholde sit netværk og venner.
Summen af kardemommen er, at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at arbejde eller være ’på’ døgnet rundt. I mange virksomheder er det – uudtalt – legalt at skrive mails eller sende sms-beskeder til kolleger på alle tidspunkter af døgnet. Afsenderen har forventning om svar ’asap’- hvilket sjældent betyder ’når du (engang)har tid’!
De sociale medier er et kapitel for sig selv, en virtuel måde at følge med i dine venners liv, at holde dig opdateret om, hvad nogen eller noget gør, illustreret af et billede og lidt tekst. ’Den bedste opfindelse siden brød kom i skiver’ siger nogen, ’en ligegyldig forbandelse’ siger andre.

Teknologien har en stor indflydelse på familien og familielivet. Børnene kan ikke helt regne med, at de har deres forældre på fuld tid, og ofte bliver børnene fejet af banen, med et: ’jeg skal lige’. I det offentlige rum ser vi tit, forældre ’der lige skal klare en besked’ på deres smartphone, eller som er i gang med at ’klappe’ detaljer af med en kollega mens lille Emma sidder i indkøbsvognen, og venter på opmærksomheden.

Hjemme har far og mor ’hjemmearbejdsplads’ – ’så det jeg ikke lige fik nået på kontoret, kan jeg lige…’. Det kan godt være, du synes, at mine provokationer er stereotype overdrivelser. Men faktum er, at der bliver brugt rigtig meget ’arbejdstid’ i hjemmet – tid der går fra børnene. Derfor er forældre i dag nødt til, at lære, at sætte nogle regler/grænser for sig selv, for arbejde i hjemmet, og for om de i øvrigt vil være på 24/7 eller…? Målet er at skabe bevidste handlinger – og undgå du eller din familie dagligt bliver udsat for ’teknologiske overgreb’.

Valget er dit?

Samfundet udvikler sig hele tiden, derfor er det vigtigt, at vi som mennesker tager stilling til, hvad vi vil være med til, hvordan vi vil prioritere vores tid – såvel arbejde som familieliv, hvad der er vigtigst for os og vores familie. Vores børn bliver ikke lykkeligere af, at de har deres eget værelse, at de får mange gaver eller er materielt velstillet. Børns lykkefølelse hænger sammen med deres tætte kontakt til nærværende og anerkendende forældrene.

Som institutionsleder igennem 30 år og uddannet pædagog med speciale i ‘børn med diagnoser’ kan jeg anbefale John Halse’s bog ‘Den nødvendige opdragelse’. Bogen indeholder mange gode bud på børneopdragelse, og bogen er et værktøj for den travle familie.


 

*John Aasted Halse, cand. pæd. psych. forfatter. rådgiver. debattør. foredragsholder. Tidligere formand for børns vilkår.

* Per Shultz Jørgensen, skolelærer, cand. psych., dr.phil. Københavns Universitet forfatter, børne- og familieforsker, medlem af børneråddet fra 1998-2001.


 

OBS: Torsdag d. 7. maj har KulturenNU i samarbejde med forlaget Frydenlund et foredrag på programmet, hvor netop John Halse fortæller om den nødvendige opdragelse.
Køb billet her

By | 2017-03-26T10:58:30+00:00 marts 13th, 2015|