Indlæser Begivenheder

Midt om natten – Københavns gader i 1800 tallet

« Alle events

Der var blevet noget trangt bag Københavns Volde i begyndelsen af 1800 årene, englændernes bombeanement i 1807 og statsbankerotten i 1813, havde skabt en stor bitterhed i den jævne del af befolkningen – mod magthaverne og købmændene. Lov og orden var derfor i fokus, personificeret ved vægteren der var let genkendelig med sin lygte og morgenstjerne. En elsket og hadet Brandvagt, politibetjent og ‘lyseslukker’.

Vi fortæller historier om København og den almindelige befolkning i 1800 tallet, tilrettelagt med udgangspunkt i en vægterrute.

Det bliver ikke kedeligt, når vi opsøger Københavns krinkelkrogede brostensbelagte gader. Skarnet flyder i metertykkelse, noget er dødt, andet er levende og stanken …. den er uudholdelig, det er de arbejdsbetingelser en vægter havde i København i starten af 1800 tallet. Vægteren har siden fået ikonisk status, tænk blot på Ribe der har forvandlet vægteren og vægterruten til en turistattraktion.

Det er ikke en ‘glitter’ turistattraktion du kommer til at møde på denne tur i Københavns middelalderby. Vi opsøger krinkelkrogene og fortæller dig historier, på godt og ondt, om byens og gadens beboere, specielt det ulovlige gadeliv der opstod ‘midt om natten’ – hvor frække studenter terroriserede vægterne, hvor kvinder af det lettere kavaleri forsøgte at tale sig uden om fængselsophold, fulderikkerne der kom i detentionen, lurendrejere, taskenspillere og andet af gadernes ‘godtfolk’.

Du skal selvfølgelig også høre om vægteren og hans ’småforretninger’ rundt omkring i byen.

Vi mødes på Gammeltorv, ved Caritas Springvandet. Herfra følger vi en vægterrute rundt i byen. Byvandringen afsluttes med en forfriskning på et af byens ‘vandhuller’ (incl. i billetpris).