Indlæser Begivenheder
  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Hele fortællingen om dansk histories største massemorder

« Alle events

Sagen Dagmar Overbye er en af de mest gruopvækkende i dansk historie. Få hele historien om den mærkværdige kvinde, der ernærede sig ved at slå spædbørn ihjel. Og få svarene på det utal af spørgmål som denne sag rejser. Hvordan kunne sådan en kvinde forsætte sit virke, hvorfor opdagede ingen det, hvordan kan børn forsvinde sporløst, var der ingen, der savnede dem?  

Denne aften åbner vi for en grusom historie, når forfatter og tidligere kriminalbetjent Frank Bøgh fortæller historien om Dagmar Overbye – Englemagersken, som datidens aviser kaldte hende.
Spædbørn forsvandt sporløst, og ingen savnede dem. Forældrene havde ikke overskud, hverken følelsesmæssigt eller økonomisk, til at tage sig af dem. Så hvorfor ikke gøre disse små uskyldige væsner til engle, hvorfor ikke lade dem komme til et sted, hvor der var en stor altoverskyggende kærlighed til dem -hos Gud. Sådan ræsonnerede Dagmar Overbye i retssalen, da hun i 1920 blev dømt til døden for som minimum at have slået ni spædbørn ihjel. Retssagen var sindsoprivende og højdramatisk, og man diskuterede længe, hvorvidt Dagmar Overbye var skyldig i overlagt mord, eller om hun i virkeligheden tjente samfundets interesse. Forsvaren Gottlieb Jacobsen afviste, at hun havde handlet med overlæg, og sagde blandt andet: “Redskab for et mangelfuldt Samfund og for ligegyldige Mødre”. Dommen lød på dødsstraf, men den sidste danske kvinde var blevet henrettet i 1861, og som forventet blev Dagmar Overbye benådet efter indstilling fra et statsrådsmøde en måned senere. Betingelsen var, at hun aldrig måtte frigives, og at hun aldrig måtte opnå lempelser i reglementet.

Ud over selve den omfattende pressedækning af retssagen blev også de principielle aspekter gjort til genstand for debat. Det blev bl.a. påpeget, at både uansvarlige mødre og ligeglade fædre måtte bære deres del af skylden. Men frem for alt blev det fra mange sider fremført, at samfundet måtte påtage sig et større ansvar for den store gruppe børn, der blev født uden for ægteskab. Der var et akut behov for mødrehjem, ligesom det var påkrævet at udvide det offentliges tilsyn. Loven om tilsyn med plejebørn af 1923 blev vedtaget som en direkte udløber af Dagmar Overby-sagen. Ifølge loven blev alle børn, der var født uden for ægteskab omfattet af tilsynet, en ordning, der var i kraft helt til 1965. DO blev indsat i Kvindefængslet på Christianshavn og senere overført til Vestre Fængsel, hvor hun døde i 1929.

Frank Bøgh har dykket ned i denne spektakulære sag, og vil fortælle om Dagmar Overbye. Hvem var hun, hvorfor handlede hun som hun gjorde og hvad blev efterspillet? Frank Bøghs dokumentariske beretning handler derfor også om livet i underdanmark for hundrede år siden. Det var en tid, hvor unge kvinder i ulykkelige omstændigheder gemte sig af vejen. En tid, hvor børn kom til verden og forsvandt igen uden spor.

Den 17. maj 2013 udgav Frank Bøgh bogen: Dagmar -Historien om en barnemorderske

Franks Bog

læs mere