Erotik og Østers

At østers skulle være et afrodisiakum, der rent faktisk har en virkning, hører man med mellemrum, særligt omkring Valentines dag, hvor østers optræder som den ultimative ingrediens i den romantiske middag.

Woman-in-Cocktail-Dress-E-007 (1)

Idéen om udvalgte fødevarers afrodisiske egenskaber er en af de mest vedholdende gastronomiske myter. De eksisterer side om side med videnskabelige undersøgelser, der afviser dem, og dukker hele tiden op i nye sammenhænge. Afrodisiske fødevarers forventede virkning er at kunne frembringe sexlyst, det vil sige en øget appetit på seksuel stimulering. Der regnes derved med en form for øjeblikkelig eller i hvert fald hurtigt virkende effekt. Men hvis der ikke er en egentlig virkning i biokemisk forstand, er der i høj grad tale om en kulturel og mental én af slagsen. Hjernen kaldes ofte for menneskets største erogene zone.

Den romerske forfatter Juvenal (det andet århundrede f.kr.) skrev, at de romerske damers umoralske opførsel kunne forklares med indtagelse af vin og østers om natten. Casanova skulle have været en stor nyder af østers, op mod 200 om dagen. Det lyder som en del, men hvis man rent faktisk skal have opfyldt sit ernæringsbehov udelukkende gennem østers, skal man nærmere spise det dobbelte.

En fødevares symbolske status knyttes ofte til forestillingen om madens sociale status. Det er oftest prisen og tilgængeligheden, der er afgørende for en specifik fødevares hierarkiske placering, men også mere uhåndgribelige kulturelle forestillinger spiller ind. Der er tale om et meget mobilt system, hvor fødevarerne både kan rykke op og ned. Generelt er der i den vestlige verden en tendens til nedadgående mobilitet på grund af faldende fødevarepriser og et større udvalg af forskellige produkter. Dog kan der i forhold til mangelsituationer ske en pludselig oprykning af fødevarer, der hidtil er blevet taget for givet.
Østers blev anset for at være en eksklusiv delikatesse for samfundseliten i Antikken, og op gennem middelalderen og Renæssancen indgik østers i fyrstelige måltider. I midten af 1800-tallet kom der en kort periode med en overproduktion af østers som følge af bedre dyrkningsteknikker og en mere veludviklet infrastruktur, der gjorde en hurtig indlandstransport af store mængder skaldyr mulig.

I England og USA gik østerssalget amok. Pludselig var østers noget, som overklassen spiste på dyre restauranter til høje priser, samtidig med at underklassen købte østers i såkaldte ”Østerskældre” og af omvandrende østersælgersker, der fik et rygte for at sælge mere end bare østers. I slutningen af 1800-tallet fik overkonsumption, forurening af østersbanker, og skaldyrsygdomme mængden af østers til at falde, og både prisen og østersens sociale status er steget drastisk siden.
Et af de moderne argumenter for østersernes erotiske virkning skulle være deres høje zinkindhold. Mineralindholdet er ganske vist meget højt i østers (ca. 84,4 mg zink pr. 100 g.), men zink findes også i andre fødevarer, der ikke anses som afrodisiske, eksempelvis hvede og bønner. Zink indgår i den mandlige sædproduktion, men en vigtig del af de kulturelle myter omkring afrodisiaka beror særligt på deres hurtige virkning. Så vidt vides er det de færreste, der fylder sig med østers i ugerne op til et stævnemøde. Østersens afrodisiske kvaliteter menes desuden at kunne påvirke mænd og kvinder i lige høj grad.

Østers kan derfor siges at være et kulturelt afrodisiakum, hvis virkning er blevet bygget op af myter og historier. Det kulturelle afrodisiakum er kendetegnet ved en række karakteristika, der forbinder det til erotiske idéer og symboler i tid og rum, og som gør forestillingen om dets virkning plausibel. Hovedkriterierne for det kulturelle afrodisiakum er: Udseende, tilgængelighed og kulturhistorisk tilhørsforhold. Ikke alle kulturelle afrodisiaka opfylder alle tre kriterier, men de fleste opfylder i hvert fald to. Østers er imidlertid noget særligt, det opfylder dem alle sammen.
Den første østers bliver for mange et overgangsritual. Indtagelsen af en østers er så anderledes i forhold til det meste mad, og smagen så signifikant, at oplevelsen for mange rækker ud over selve spisningen. Kokken Anthony Bourdain beskriver i sin biografi, Kitchen Confidential, sin første østers, som en oplevelse op linje med hans seksuelle debut. ” It tasted of seawater…of brine and flesh…and somehow…of the future. Everything was different now. Everything. I’d not only survived – I’d enjoyed.

Udseende og smag
Udseendets betydning for vores opfattelse af madens egenskaber kan spores langt tilbage. Filosofien om sammenhængen mellem ydre attributter og indre egenskaber har været fulgt siden antikken, og blev i begyndelsen af 1500-tallet formuleret af Paracelsus (1493-1541) under begrebet signaturlære. Signaturlære betyder, at man på formen eller af smagen kan bedømme en given fødevares medicinske virkning. En urt med lungeformede blade må derfor være godt for luftvejene. Den brændende fornemmelse af chilipebre brænder ligesom kærligheden, og må derfor hjælpe i den retning.
Østersens status som afrodisiakum knytter sig næsten udelukkende til dens rå, uforarbejdede tilstand. Særligt set i en moderne kontekst mister østersen en stor del af sit erotiske potentiale, så snart den bliver tilberedt.
Den salte smag i et afrodisiakum kan associeres til sex gennem en kulturel tilknytning mellem det erotiske og havet, men den kan også direkte associeres til den seksuelle akt, idet kropslige sekreter som sved og sæd også har et højt saltindhold. Den kulturelle forbindelse mellem det erotiske og havet opstod i det antikke Grækenland. Ifølge myten blev den græske kærlighedsgudinde Afrodite, der også har givet navn til begrebet afrodisiakum, skabt af havets skum, dér hvor himmelguden Uranus’ afhuggede genitalier faldt. Denne kulturelle sammenkædning mellem havet og det erotiske går igen op gennem historien.

Østersens form og tekstur minder i høj grad om de kvindelige kønsorganer, og østersen passer således godt ind i signaturlærens paradigme om sammenhængen mellem form og funktion. For østersen gælder det endda også i forhold til både klargørelsen og indtagelsen af den. Som metafor for samlejet er østersåbningsprocessen nærmest uovertruffen.

Rå-østers_Cap-Ferret-21.04.08

Tilgængelighed

Tilgængeligheden er et aspekt af et kulturelt afrodisiakum, som bidrager til at forkorte eller forlænge de enkelte fødevarer eller substansers levetid som afrodisiakum. Der ligger i afrodisiakum-begrebet en opfattelse af eksklusivitet og privilegium. Det skal ikke være nemt at få fat i, eller i det mindste være så dyrt, at man kun spiser det ved særlige lejligheder. Man kan nærmest sige, at der går mode i afrodisiaka. Hvis en type bliver for almindelig, forsvinder den for en tid til fordel for et nyt eller genopdaget, og dermed spændende, produkt.
Østers anses i dag ikke for at være en sjælden eller eksotisk spise på samme måde som fødevarer fra fjerne lande blev det i Europa i 1500- og 1600-tallet, men prisen på østers i dag gør, at det ikke er en hverdagsspise.

Kulturhistorisk tilhørsforhold
Det kulturelle afrodisiakum bygger på kulturelle forestillinger og værdier, og det enkelte afrodisiakums kulturhistoriske tilhørsforhold er derfor overordentlig vigtigt. Fødevarer, der anses for afrodisiske, skal derfor helst kunne knyttes til en social klasse med ry for seksuelle udskejelser eller en historisk periode med samme prædikat, for at forestillingen om deres effekt skal kunne blive etableret i tid og rum. Det er overordnet to forskellige former for kulturhistoriske tilhørsforhold, der kan tilknyttes kulturelle afrodisiaka; enten en associering med en dekadent overklasse eller med en promiskuøs underklasse.

Østersen er bemærkelsesværdig i forhold til de kulturhistoriske tilhørsforhold, idet den kan associeres med mange af historiens dekadente overklasser og med mindst én promiskuøs underklasse. Østersens tilknytning til dekadente eliter og overklasser gennem historien er veldokumenteret i litteraturen og kunsten. Den romerske overklasses forfattere priste både østersen som en delikatesse, og som afrodisiakum, og som nævnt tidligere, var Casanovas forbrug af østers legendarisk.
Selvom østersens tid som fattigmandsføde ikke varede særligt længe, fik det alligevel betydning for østersens status som kulturelt afrodisiakum. Østerskældrene i New York reklamerede for deres tilstedeværelse med en rød lampe ved indgangen, akkurat som bordellerne gjorde. Og selv efter at østersene holdt op med at være tilgængelige som spise for underklassen, forblev sammenkædningen mellem promiskuitet, prostitution og østersspisning central. Fokus flyttede sig i stedet fra dem, der spiste østerserne til dem, der solgte dem.

At indlade sig med østers var en vovelig affærer i 1800-tallets populærkultur, og ligesom med andre afrodisiaka risikerede man at blive snydt. Særligt i England blev østerspigerne (unge kvinder, der solgte østers på gaden) genstand for erotiske spekulationer. Den engelske folkesang The Oyster Girl eller Basket of Oyster, som den også kaldes, er skrevet i 1800-tallet og fortæller historien om en naiv mands møde med en østerspige. Hun lover ham gratis østers, og at hun vil holde ham med selskab, mens han spiser dem. Da de er alene, distraherer hun ham, stjæler hans penge, og efterlader ham alene med en kurv fuld af østersskaller. I nogle udgaver af sangen klager manden sin nød til husværten, der svarer :”You shouldn’t be so fond of your oysters.

I 1800-tallet opfattes østersen ikke i samme grad som i tidligere århundreder som et afrodisiakum, men snarere som et symbol på erotiske intentioner. I dag er østersens position som afrodisiakum fasttømret, netop på grund af dens associering med tidligere tiders dekadence og promiskuitet. De kulturelle forestillinger om østersen og de folk, der spiser den, lever I bedste velgående. I den sidste ende er det forventningen om en effekt, og kendskabet til og troen på de tillagte kulturelle værdier, der er afgørende for virkningen af det kulturelle afrodisiakum.
Østers har været spist siden forhistorisk tid, og måden de spises på går igen i dag. Østersens store succes og sejlivethed som afrodisiakum hænger sammen med, at østersen i sin egenskab af et kulturelt afrodisiakum, har kunnet fungeret som et erotisk omdrejningspunkt i kunst og litteratur uden for de naturvidenskabelige forskningsområder.

By | 2017-03-26T10:58:30+00:00 december 4th, 2014|