Anmeldelse/ Ulla Strømberg/ www.kulturkupeen.dk/ februar 2015.
Picasso Museet i Marais kvarteret i Paris er en perle. Ikke kun fordi det ligger rundt om hjørnet til Rue de la Perle, heller ikke fordi det har flere hundrede Picasso-værker – men fordi Hotel de Salé, som det lille palæ hedder, udstråler en blanding af glæde og hjemlighed efter 5 års ombygning.
I oktober 2014 genåbnede museet med en række småskandaler i kølvandet. Ombygningen blev langt dyrere end budgetteret, direktøren var blevet fyret i april 2014 og ind satte staten den 44 årige Laurent Le Bon, der havde stået for opbygningen af Pompidoufilialen i Metz, men det blev den tidligere chefs ophængningsplan, man af tidsmæssige grunde måtte følge.
Museets samling blev givet til den franske stat efter Picassos død i 1973 bl.a. som arveafgift til den franske stat og i 1985 åbnede museet. Siden har flere familiemedlemmer doneret værker til museet.
Nu ved genåbningen er udstillingsarealet fordoblet til næsten 4.000 kvadratmeter fordelt på 37 rum i det gamle palæ, som ikke egner sig synderlig til at udstille moderne kunst. Men det går an, fordi 1600-tals fransk arkitektur – og Picassos værker hver især oser af overskud.
Logikken bag ophængningen kan diskuteres, men er brugsvenlig med mange portrætter, dog nogle gange revet ud af kontekst og kronologi. Men uanset hvordan man hænger Picasso op, så overlever værkerne enhver fortænkt kurators indblanding.
Derfor er det en glæde at gå fra hans stærke ungdomsportræt fra 1906, hvor han er begyndt på maskerne over de indfølte kærlighedserklæringer til danserinden Olga, som bliver hans en af hans talrige kvinder og videre til de mere og mere koloristiske og dekonstruktive billeder.
Til sidst sluttes af med de mange værker, fra kunstnerens sidste år, hvor han ved, at han kan alt og derfor blot jonglerer med det hele: kvinder, køn – og kentaurer.
Det er ikke hovedværker alt sammen. Lidt flabet kunne man at det er værker, der blev til overs, når de bedste var solgt. Men så er der nok også en række billeder og skulpturer, som Picasso simpelthen ikke har villet skille sig af med og de kan kaldes for hovedværker.
Tilsammen udgør de over 400 udstillede værker en velfungerende præsentation af det 20. århundredes mægtigste kunstner – og på øverste etage hænger Picassos egen samling af bl.a. Cezanne, Renoir, Matisse og Chardin.
Besøg museet – og find ud af hvilken Picasso, der især tiltaler dig: den blå, den rosa, den kubistiske, den monumentale eller den jonglerende. Picasso kan stadig tilfredsstille de fleste.
NB: Husk at bestille billet i weekenderne, eller er der lange køer.
www.museepicassoparis.fr
OBS: Søndag d. 15. april kl 13-14, besøger KulturenNU Glyptoteket, hvor vi blandt skal nyde et udvalg af de Picasso malerier, der er udstillet i Danmark.
Denne artikel er venligst udlånt af kulturkupeen. Læs mere her
