Dagmar Overbye

Den 3. marts 1921 blev Dagmar Overbye dømt til døden for mordene på otte spædbørn. Dagmar var plejemor, og hendes ofre var uønskede børn, som fattige og ugifte kvinder havde betalt hende for at adoptere.

Tekst: Sarah von Essen, Alt om Historie, Publiceret i Alt om Historie 7/2010

Ifølge udskrifterne af afhøringerne var Dagmar Overbye meget oprevet, da hun tilstod det første mord. Hun forklarede, at hun holdt utrolig meget af småbørn, og at det var hendes hensigt at beholde den lille pige hos sig. Men nu indrømmede hun, at hun havde bundet en ulden snor om spædbarnets hals og strammet til, indtil den lille ikke trak vejret mere. Liget havde hun gemt i en kurvekuffert, inden hun dagen efter brændte det i kakkelovnen.

Men barnets mor fortrød, at hun havde givet Dagmar Overbye sin datter. Så hun vendte tilbage til plejemoderen for at få hende igen. Men da var det for sent. Og fordi Dagmar Overbye opførte sig så mærkværdigt og mistænkeligt, besluttede den unge mor at gå til politiet.
Dagmar Overbye blev, som sagt, dømt for mordene på i alt otte småbørn. Hun blev også dømt for at have efterladt sit eget spædbarn i en fremmed stald et par år forinden. Faktisk tilstod Dagmar Overbye mange flere mord, men det var tilsyneladende vanskeligt at føre bevis for mere end de otte.

Under afhøringerne beskrev plejemoderen, hvordan hun havde taget livet af alle børnene. Eller det vil sige, at hun gjorde det i de tilfælde, hvor hun kunne huske, hvordan det var gået for sig. Hun forklarede, at hun enten druknede eller kvalte børnene, og ligene blev enten brændt eller begravet.

Dagmar Overbye påstod hårdnakket, at hun ikke havde til hensigt at slå børnene ihjel, når hun averterede efter dem i de københavnske aviser. Faktisk, fortalte hun, adopterede hun børnene for at være ”god mod dem.” Siden tilføjede hun dog, at hun var dårligt stillet økonomisk, og at hun fik idéen, da hun læste om et par, der havde fået 500 kr. for at adoptere et barn.

Hun kunne ikke give nogen grund til at have dræbt børnene. Det gav hende ingen tilfredsstillelse, og bagefter følte hun den dybeste fortvivlelse. Efter nogen tid mente hun dog ikke, hun havde gjort det. Hun glemte det med andre ord.
Men Dagmar Overbye var ikke sindssyg i gerningsøjeblikket. Det mente den læge, der mentalundersøgte hende, i hvert fald ikke. Lægen mente heller ikke, at hendes narkotikamisbrug gjorde hende utilregnelig i de mange gerningsøjeblikke. Dog skrev han i sin rapport, at stofferne kunne have ”frembragt en vis grad af euforisk ›tankeløs› stemning, der har forhøjet den moralske laxhed, som unægteligt synes mig et afgørende træk i hendes karakter.”

Nævningene var ikke i tvivl, og Dagmar Overby blev dømt til døden. Sagen blev ikke anket. Men som det var kutyme, blev dødsdommen omstødt, og plejemoderen idømt livsvarigt fængsel – på den betingelse, at hun ikke blev løsladt eller fik sit reglement lempet.
Hun afsonede først i Christianshavns Kvindefængsel, men blev siden overflyttet til Vestre Fængsel, hvor hun døde i 1929, 42 år gammel.

 

By | 2015-10-09T14:21:35+00:00 oktober 9th, 2015|