Af Preben Zachariassen.

Tre 14 årige piger fortæller, om deres oplevelse af Danmarks befrielse 4. maj 1945. En fortælling med humor, og et friskt glimt i øjet, selvom pigerne nu er over 80 år.

Det var et vanvittigt syn der mødte de tre 14 årige piger, da de forlod Vanløse Bio, fredag den 4. maj 1945 omkring kl. 20.45

Renda, Ruth og Grete havde købt billet til 7’ forestillingen, en film med ’Fy og Bi’. Da rulleteksterne gled over lærredet, bemærkede pigerne, at noget ikke var, som det plejede at være. Udenfor biografen, var der en vældig ballade, derfor var pigerne klar over, at der var sket noget, allerede inden dørene blev åbnet.

Det var en helt forandret verden, der mødte de uforberedte biografgængere. ’Jeg forstod ikke hvad der var sket’ fortæller 83 årige Grete, ’Jeg stod som lammet, sammen med mine veninder, det føltes som timer, men var sikkert blot minutter – indtil budskabet trængte ind – Tyskerne havde kapituleret, Danmark var igen et frit land’ fortæller Grete, medens hun i tankerne er tilbage, på den, kølige og blæsende, maj aften i 1945.

’Jeg husker, at der i dagene op til befrielsen, blev talt meget om krigen på min arbejdsplads. Det svirrede med rygter, den ene dag var englænderne på vej, næste dag var russerne gået i land i Gedser, fortæller Grete.

’I min familie var vi meget optaget af krigen’ fortæller Grete videre. ’Hver aften lyttede vi til BBC, for at høre det sidste nye om krigens udvikling’. Gretes far var i årerne op til krigen ansat på Riffelsyndikatet. Han var kommunist, og gik under jorden i juni 1941, hvor han frem til 1944 arbejde for den illegale presse. Gretes far blev anholdt i november 1944, hvor han en kort tid sad i Vestre Fængsel, før han blev overført til Frøslev.

’Det første års tid (41-42), så vi min far med jævne mellemrum. Jeg kan ikke huske hvordan det blev arrangeret, men vi lånte naboens lejlighed. Et par gange overnattede min far også, sammen med min mor i naboens lejlighed, fortæller Grete.

Da min far blev fængslet, besøgte jeg ham i Vestre Fængsel. Det var op til jul – jeg havde købt en ’marcipangris’ til ham, men rød sløjfe og krølle på halen. Den tyske soldat der overvågede mit besøg, trak lidt på smilebåndet over min kostelige gave. ’Grisen’ var næppe værd at spise, men det var tanken det talte, siger Grete med et varmt smil.

Grete fortæller videre om et af de mange natlige besøg af den tyske værnemagt. ’Jeg tror det var et års tid efter min far var gået under jorden. Ud på natten blev vi vækket af en kraftig buldren på vores dør, og en råben og skrigen uden for vores lejlighed der lå i stueetagen’. ’Jeg var rædselsslagen, jeg kunne næsten ikke trække vejret, og mit hjerte hamrede voldsomt, jeg var helt sikker på, at tyskerne ville kunne se på mig, at jeg vidste noget om min far.

De tyske soldater væltede ind i den mørklagte lejlighed, med maskinpistoler og geværer, de lyste os lige ind i øjnene med deres projektører, alle græd af frygt for, hvad der ville ske. Soldaterne råbte, at vi skulle holde kæft, de flåede dyner og puder ud af vores køjesenge og tømte skabe og skuffer for indhold. Vi stod rystende i et hjørne, mine 5 søskende og jeg, i vores nattøj, og så på hvordan soldaterne gennemsøgte lejligheden og roede i alle vores ting.

’Som krigsbørn med en far under jorden, havde vi hurtigt lært, at holde helt tæt. Min far var under krigen et hemmeligt og lukket kapitel i mit liv.

På Jernbane Alle var der gang i en stor folkefest. Hvis begrebet ’fest i gaden’ skal give mening, var det denne aften i maj’. ’Vi har aldrig oplevet noget lignende’ fortæller ’pigerne’ i munden på hinanden.

Der var bål i gaden – nogen brændte mørklægningsgardiner, andre havde bare fundet noget der kunne brænde – stemningen var fantastisk, en blanding af begejstring og lettelse. Ruth husker en kvinde på Jernbane Alle, helt opløst af glædestårer, hun krammede alle der kom forbi, og sagde tak for freden. Andre var på gaden i deres nattøj, blot med en cottoncoat over.

’Der var mange mennesker der sang ’Kong Christian’, andre forsøgte sig med ’I Danmark er jeg født’, det var ikke skøn sang, når sangene bliver sunget samtidig, men meningen var god’, tilføjer Grete.

Et af de ’billeder’ som veninderne aldrig glemmer, var de mange vinduer hvor der var tændt stearinlys, ’efter 5 års mørke’, var det en meget rørende oplevelse.

Længere nede af gaden fik pigerne øje på sporvogn Linje 1. Sporvognen var fyldt med mennesker, de sang og jublede, svingede med Dannebrog og råbte hurra. Nogen hang uden på sporvognen, og et par stykker sad oppe på taget – temmelig tæt på ledningerne.

’Et blik var nok’ siger ’pigerne’ i kor, så var beslutningen taget, de skulle selvfølgelig med sporvognen ind til byen. Målet var Rådhuspladsen, sådan en aften skulle fejres, og tre teenage-pigers nysgerrighed, var ikke sådan til at lægge i fornuftige rammer.

’Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom ombord på sporvognen’ – siger Ruth, ’men ind på bagperronen kom vi, vi stod som sild i en tønde, og begejstringen og glæden kendte ingen grænser’. Turen fra Vanløse til Københavns Rådhusplads var en stor folkefest, en jubel scene af glæde og begejstring. Der er ingen ord, der kan beskrive den oplevelse, vi havde denne aften.

Grete fortæller, ’sporvognen stoppede når nogen ville på – hvis der ellers var plads, eller når andre ville af – folk krammede og ønskede tillykke, billettering var en by i Tyskland – og både vognstyrer og billetkonduktørerne deltog i festen og glemte alt om de kommunale budgetter – alle kørte gratis’.

’Der var ingen regler for, hvor passagererne måtte opholde sig. I kupeerne sad passagerne i lag på de hårde træbænke, både to og tre oven på hinanden. Det var vist ikke alle der kendte hinanden – men det kunne de så komme til’ siger Ruth.

Pigerne blev i sporvognen til omkrig ved Vesterbro Torv. Pigerne gik det sidste stykke op til Rådhuspladsen. For hvert skridt de tog mod Rådhuspladsen sted intensiteten – det var en ultimative folkefest og alle kom hinanden ved. Hvis du syntes af EM i 1992 var stort – så skulle du have været med her!

’Da vi kom til Rådhuspladsen, var den tæt pakket med mennesker, og der var en fantastik stemningen, du kunne ikke undgå at blive berørt, tårerne trillede ned af kinderne på nogen af bar glæde, andre råbte hurra, her og der var der glade mennesker der spontant havde startet alsang, andre svingede med Dannebrog. Der var en kødrand af mennesker – men på en rigtig god måde’ siger Grete.

Det var lyset pigerne først bemærkede på Rådhuspladsen. Kontorerne i Rådhuset ud mod pladsen, var oplyst af elektrisk lys. ’Det var meget længe siden jeg havde oplevet det, jeg fik gåsehud over hele kroppen, og jeg måtte synke et par ekstra gange, for ikke at græde af glæde’, fortæller Ruth

’Da vi vente os rundt, var det røde neon skilt tændt på Rich’s bygningen, vi havde alle tårer i øjnene af glæde’ fortæller pigerne i kor. ’Da vi så lysene 4. maj på Rådhuspladsen – var vores drømme blevet virkelighed. Vi havde fået vores frihed igen, alt det vi havde ventet på, alt det vi havde set frem til, var indeholdt i lyset på Rådhuspladsen den aften i maj 1945.

På Rådhuspladsen blev der spontant arrangeret asfaltbal til tidens toner fra et jazzorkester. ’Det var en fantastisk aften’ siger Grete, men et lumsk ung pige glimt i øjnene. Pigerne dansede solen rød – sammen med resten af København- denne pragtfulde 4. maj 1945.

Hos KulturenNU markerer vi befrielsen med en række arrangementer. For at se hele vores arrangementer klik her